Fra Berlingske Tidende fredag den 22. april 2005

Skyggerne fra poppens barndom

Nostalgibandet The Shadows har 40 års pophits med i bagagen. Humøret er intakt, og de spiller fremragende.

Egentlig burde koncerten med The Shadows onsdag aften i Valby Hallen have fundet sted i en ryddet sal med mulighed for at danse. Det ville have sat fut i efterlønsromantikken - vi taler om et publikum, der var teenagere, da den transportable pladespiller var en teknologisk nyskabelse - og gruppens evigtunge musik er meget dansant. Med det klassiske repertoirevalg: to hurtige og en sjæler.

Men vi måtte altså sidde pænt og lytte med genkendelsens glæde, og det lykkedes trods alt gruppen at omdanne den ucharmerende idrætshal, der slet ikke ydede Shadows' delikate lyd retfærdighed, til en slags skolebal for voksne.

Det siges, at nostalgi ikke er, hvad det har været. Men i tilfældet The Shadows holder det ikke. Gruppens musik er simpelthen en atmosfære af en anden og mere uskyldig tid. Sådan har den altid lydt; og det er måske forklaringen på, at både bandet og melodierne har holdt sig i mere end 40 år.

Alt var, som det skulle være: Fra de knaldrøde Stratocaster guitarer, de sortgrønne Vox-forstærkere, de mørke habitter - dog uden slips - til de indstuderede små dansetrin i blankpudsede sorte sko og Hank B. Marvins enorme briller.

Tyk tobak

Hvem kommer til sådan en koncert i en gudsforladt idrætshal i en københavnsk bydel?

Det gør et trofast publikum af mennesker, som har danset, moret sig, grædt og set deres børn vokse op til tonerne af The Shadows.

I forhallen til koncertrummet er det de grå hår, rynkerne og ølmaverne, der dominerer. Men også varmen, humøret og livsglæden. For ikke at tale om tobaksrøgen. The Shadows' publikum i Valby denne aften er ikke til korrekte politiske budskaber om tobakkens forbandelse. Her smøges for alvor. Det er en generation, der fik en stang cigaretter i konfirmationsgave og har holdt fast ved dem siden.

Servitricen, som står bag baren og må være midt i 20rne, ligner en lille pige, der er blevet væk fra sin mor. Det kræver virkelig selvtillid at være under 40 i denne forsamling.

En enkelt er der dog. Katrine på treethalvt år sidder på skuldrene af sin far og er spændt før koncerten. Hun har i tre år været inkarneret Shadows-fan, fortæller forældrene, Anita Engsbye og Lars Stokholm, Brøndby. De vil ikke afvise, at hendes musiksmag kan være påvirket hjemmefra. Anita Engsbye har været Shadows-fan »længe, alt for længe.«

»Det er simpelthen god musik. Det svinger, og man bliver glad af at høre det. Man kan gøre rent til det, feste til det. Det svinger altid, og så er der jo genkendelsen,« siger Anita Engsbye.

Stilskabende

Genkendelsen er vigtig i Shadows musik. Gruppen havde sin storhedstid i årene inden og omkring den tid i de tidlige 1960ere, da The Beatles slog igennem. Med skiftende intensitet, men uden store op- og nedture, har de holdt sig på eller i nærheden af toppen lige siden.

De har overlevet flower power, syrerock, heavy metal, symfonisk rock, punk, new wave, hip hop, scratch, reggae og alskens andre stilarter. Forklaringen? De spiller og synger enkle, ligefremme iørefaldende popmelodier; og så er de fremragende musikere. Blandt de bedste og samtidig stilskabende. Spørg bare Johnny Reimar, som i sin tid dannede The Cliffters, og som også sad i salen onsdag aften.

I begyndelsen af 1960erne var der tusindvis af amatørpoporkestre i Europa. De bestod alle sammen af en trommeslager, en bassist og to guitarister. Sologuitaristen, som det hed dengang, bar altid briller og drømte om at få råd til en rød Fender guitar. For Hank B. Marvin fra The Shadows havde briller og spillede på en rød guitar. Som Bjarne Riis mange år senere blev alle skaldede mænds idol, var Hank B. alle brillebærende, guitarspillende drenges skytshelgen.

Lyden af dengang

Hank, Bruce og Brian med supplerende musikere spiller stadig med en begejstring, som om de selv er teenagere på vej mod den første pladekontrakt. På en scene er The Shadows et af de mest disciplinerede bands, man kan opleve. Men glæden ved at stå over for et medlevende publikum er intakt, og små variationer og improvisationer viser, hvorfor de har kunnet holde sig i front: Det er simpelthen en fornøjelse at høre musikere, der mestrer deres håndværk.

Vi får tre timers og 40 års sigth seeing på Mindernes Allé. Udover alle de kendte instrumentalnumre også vokalarrangementer og et par sange fra tiden med Cliff Richard.

The Shadows er lyden af »dengang«. Underlægningsmusikken til den første cola, den første cigaret, det første kys. Tonerne fra en tid, da teenagere gik til lørdagsbal i ungdomsklubben med sodavand, røde pølser og et amatørband, der på billige kopiguitarer prøvede at lyde som idolerne selv.

Og på forunderlig vis er det en lyd og en stribe melodier, der stadig holder sig frisk. De kalder det Final Tour. Meeeeen. Nok er de ved at være oppe i pensionsalderen; affældige er de langtfra.

Bragt med skriftlig tilladelse fra Berlingske Bureau.