NYE CD'ER - Mogens Troelsen

Ja, så kom de endelig. Hele 4 nye CD’er med Cliff Richard & the Shadows – hvis man da skal have dem alle sammen! Og det SKAL man jo.

CD SINGLE: 14. september 2009

Singing The Blues, A Voice In The Wilderness

 

7” EP, altså almindelig “gammeldags” grammofonplade: 14. september 2009

Singing The Blues, Dancing Shoes, We Say Yeah

Alm. CD ALBUM: Cliff and The Shadows “REUNITED”  21. september 2009

I Could Easily Fall, The Young Ones, Move It, Living Doll, Bachelor Boy, Nine Times Out Of Ten, C'mon Everybody, Travelin' Light, It'll Be Me, In The Country, On The Beach, The Next Time, Please Don't Tease, Sea Cruise, Willie And The Hand Jive, Summer Holiday, Do You Wanna Dance, Don't Talk To him, Time Drags By, Gee Whizz It's You, Lucky Lips, Singing The Blues

BOKS: Cliff and The Shadows “REUNITED”  21. september 2009

En helt speciel boks med ovennævnte CD plus en CD-EP og et puslespil!!!

CD-EP’en indeholder 3 numre, der ikke findes andre steder:

“I’m The Lonely One”, “A Girl Like You” og “I Love You”

Desuden kan man købe alle numrene/CD’erne som download.

 

Lad mig sige med det samme. Jeg synes godt nok, det er fantastiske gode indspilninger af de gamle hits. Cliff & the Shadows har jo rigtigt været i en svær situation, for vi elsker jo de gode, gamle numre, som vi har spillet så meget, og på sin vis ønskede vi ikke, at der skulle ændres ret meget ved dem. Omvendt så gav det heller ikke mening at genindspille dem bare for at kopiere dem. Men Cliff og skyggerne har simpelthen klaret opgaven perfekt. De har på samme tid været tro mod originalerne og tilført dem noget nyt. Utroligt! Allerede da jeg hørte “Singing the blues” første gang, var jeg vildt duperet over den måde, de på en gang lavede den up-to-date, tro mod deres stil og alligevel bevarede den “gamle” sound. Og efterhånden som jeg hørte numrene en efter en, blev beundringen bare større og større.

Jeg vil her kort gennemgå de enkelte numre:

Singing The Blues

Jeg synes, de giver en fantastisk udgave af det gamle nummer. Som skrevet ovenfor laver de en super up-to-date version men alligevel helt tro mod deres sædvanlige stil, og det er samtidigt lykkedes dem at bevare en “gammel” sound. Da jeg hørte koncerten i England, hvor Cliff bare havde en super stemmme – faktisk efter min mening bedre end på CD’erne -  tænkte jeg, at det havde været dejligt, hvis Bruce Welch (producer) havde ladet Cliff’s stemme komme klarere frem, lige så klar som ved koncerten! På CD’erne bliver den nogle gange lidt gemt væk i musikken. Jeg synes i øvrigt også, at The Shadows gør det fantastisk – de har virkeligt tilført nummeret noget.

A Voice In The Wilderness

Jeg har faktisk altid elsket dette nummer, men jeg har dog alligevel ikke spillet det så meget. Cliff var ikke selv så begejstret for det, så engang han skulle på TV I England, valgte han at synge bagsiden “Don’t be mnad at me” med det resultat, at (er der i hvert fald nogen, der mener) singlen “kun” blev nr. 2 i England. Vi får i denne nyindspilning et supergodt nummer, faktisk endnu bedre end originalen (og med kor i baggrunden, dejligt), Cliff helt på toppen. Karakter: 10 points ud af 10!

Dancing Shoes

Meget tro mod originalen. En anelse anderledes og så alligevel ikke. Oprindelig B-side til “Summer Holiday” og mere end en B-side er det heller ikke. Men da et skønt nummer, man aldrig bliver træt af.

We Say Yeah

Som “Dancing Shoes” – også B-side til et stort hit, denne gang “The Young Ones”. Jamen, Cliff og The Shadows giver også dette nummer rigtigt godt. Det er li’som “Dancing Shoes” dejligt at lytte til, men så er det også det. Også meget tro mod originalen. For så vidt skægt at høre den snart 70 årige synge denne protest-sang, meeeen jeg tror, jeg foretrækker originalen!

I Could Easily Fall

Et rigtigt godt nummer, og her kan man næsten sige, at HELDIGVIS ligger denne version meget tæt op af originalen, for man synes næsten ikke, den kunne laves bedre. Hvis man skal komme med en definition på en god pop-sang, så er det “I could easily fall”. Jeg har spillet Cliff-numre for mange, og det er selvfølgelig forskelligt, hvordan de er blevet modtaget, men jeg har endnu ikke mødt nogen, der ikke kunne li’ denne her!

En rigtig god version – måske oven i købet bedre end originalen!.

The Young Ones

Også her en fantastisk god version – meget tro mod originalen. Det ER jo en dejlig sang, så Gudskelov har de ikke ændret meget ved den. De har endda beholdt strygerne i baggrunden.

Hank spiller, som han gjorde i sin tid, så det er en sand fornøjelse. Eneste minus – og det er næsten også det eneste minus, jeg kan finde ved hele albummet – er, når Cliff synger: “Once in every life TI-I-I-IME”. Når han synger dette “Life-T-I-I-I-M-E”, altså det sidste “T-I-I-M-E”, det lyder altså ikke godt. Han gør det to gange, og selvfølgelig har han nok svært ved at komme OP på den rigtige tone, men så skulle han ha’ gjort det anderledes. Mærkeligt at Bruce Welch har ladet det gå igennem. Men en god version med en “fed anderledes afslutning”, som min ven Erik skriver til mig!

Move It

Ingen kan spille intro’en til “Move It” som Cliff, siger han selv, og Hank kan da heller ikke helt her. Men tæt ved, og måske er det bevidst, at det lyder som det gør. En super god version af den gamle gennembrudsmelodi, men desværre – synes jeg - har Cliff ikke holdt sig til den oprindelige tekst, men har også taget det 2. Vers med, som Ian Sammy Samwell skrev til sangen mange år senere. Jeg synes, dette 2. vers, der handler om “a brand new beat” som hænger i luften “like the Mississippi heat” og et tog “headed out from New Orleans to L.A.”. Altså hvad disse amerikanske forhold skal indblandes i en sang, der af mange er kaldet starten på Britisk Rock’n’roll, kan jeg ikke forstå. Ian Sammy Samwell, der skrev sangen – og godt nok var der kun ord til et enkelt vers, som Cliff så gentog - flyttede jo til USA og boede sine sidste år der. Han skrev så inspireret af sit liv derovre 2. vers, som Cliff sidenhen har sunget adskillige gange – sidst her på denne CD. Til min store glæde gjorde han det IKKE ved koncerten i London. Der sang han originalteksten! Men et fint nummer, dog ikke revolutionerende. Skal jeg spille sangen, vil jeg spille originalen.

Living Doll

En dejlig genindspilning – nøjagtig ligesom originalen. En god version, som jeg nok – fordi jeg har hørt originalen SÅ meget – vil foretrække at spille i dag! Måske fordi Cliff – som min god even Ole skriver – synger “med begejstring i stemmen!” Det er jo ellers prisværdigt, at han gør det, da han må ha’ sunget sangen mange tusinde gange! En god version.

Bachelor Boy

Ja, en af de numre, der vist kun kan lyde SÅDAN. Heller ikke meget ændret her. Man kan næsten heller ikke forestille sig, hvad der ku’ ændres! Det er jo et af de numre, man kan diskutere, hvorfor de har genindspillet det.

Nine Times Out Of Ten

Et super godt, gammelt rock nummer, som jeg er glad for, Cliff har genindspillet. Jeg synes godt om originalen, men denne version er da endnu bedre. Den er meget lig originalen, men noget længere, bl.a. synger og spiller de første del 2 gange og får således 2 mellemspil, hvilket de ikke gjorde i 1960. Men en god Cliff-stemme og en super god slutning på nummeret. Også ruller Hank sig rigtigt ud i mellemspillene.

C'mon Everybody

En af de 3 nye numre, og de giver da nummeret rigtigt godt. Ret så tro mod Eddie Cochrans original – og dog er man ikke i tvivl om, at det er Cliff & the Shadows. Det er jo meget skægt med denne genindspilning af de gamle numre, for jeg synes, det er det helt rigtige, de har gjort, nemlig både at lave nye indspilninger af deres gamle hits – og også at bruge dem ved koncerterne. Tænk en hel concert med kun gamle, kendte numre. Det VAR formidabelt. Men når man så hører de 3 nye numre, kan man ikke lade være med at tænke på, - som min gode ven, Ole, skrev til mig: Tænk hvis Cliff & the Shadows lavede et album med numre som “It doesn't matter anymore”, ”A teenager in love”, ”She was only sixteen”, ”Take good care of my baby” osv.

Hold op sikken et album!

Travelin' Light

Suverænt det bedste nummer af dem alle. Jamen, hvor gør Cliff det godt. Bare indledningen er det hele værd. Det er bare sådan en nydelse at lytte til. Jeg troede godt nok ikke, de nogensinde kunne overgå originalen, men det gør de!! 10 stjerner ud af 10.

It'll Be Me

Ikke min favorit. Det er originalen for så vidt heller ikke, men denne version tilfører den ikke noget, tværtimod. Cliffs stemme anno 2009 egner sig bedst til de langsomme (dybere) numre, så hvis en sang kræver, at der bliver skreget lidt, skal han nok ikke indspille dem.

In The Country

Et super nummer, der er ændret lidt hist og pist. Det giver de bare godt, og sådanne sange kan han jo bare synge – og de kan spille! 9½ ud af 10.

On The Beach

Meget lig originalen. Igen er der nogle steder, hvor Cliff skal “skrige” lidt, og så kan man altså godt høre, at stemmen ikke er, som den var da originalen blev indspillet i 1964.

The Next Time

Det næstbedste nummer. Fantastisk dejlig! I skrivende stund er der en uge, til jeg går ved Akropolis i Athen – ligesom Cliff gjorde det, da han sang dette nummer i “Summer Holiday”! Jeg har ambitioner om at finde ud af, HVOR han står på coveret til “Summer Holiday” LP’en/CD’en – og så blive fotograferet dér i netundertrøje – men bare roligt, kun til mit EGET fotoalbum! Men for lige at vende tilbage til nummeret, så er det bare drøngodt – ovenikøbet tilsat kor (Sha-la-la). Jamen hvor er det godt! 10 ud af 10.

Please Don't Tease

Lidt lig “Nine times out of ten” – et up-tempo nummer fra samme tid, og Cliff & the Shadows gør det godt. Men nok FOR MEGET lig originalen. Ja, det er da sjovt, at man nu leder efter forandringer – det havde jeg ikke troet. Jeg havde nærmest frygtet, at de ville ændre for meget!

Sea Cruise

3. og sidste nye nummmer – altså ikke et af deres tidligere hits. Et nummer, Cliff har givet flere gange ved koncerter og da et rigtigt godt nummer. Passer udmærket ind i helheden. Super godt!

Willie And The Hand Jive

Et meget populært koncert-nummer, som the Shadows og især Cliff er meget glad for. De elsker at optræde med det og næsten hver gang, de har været sammen i perioden siden 1968, har de inkluderet dette nummer i deres set. Personligt synes jeg ikke, det hører til blandt deres bedste numre, overhovedet ikke, men denne version er faktisk rimelig god

Summer Holiday

Ligesom med  “Bachelor Boy”, så synes jeg heller ikke, Cliff & the Shadows i denne nye version tilfører nummeret noget. Bevares, det er da skønt at høre på, men jeg foretrækker til hver tid originalen. Men omvendt er det da også klart, at folk ville synes, det var mærkeligt, hvis nummeret ikke var med her!

Do You Wanna Dance

En rigtig god, rockende version – lidt anderledes – og det klæder den. Her gør de det rigtigt godt efter min mening. Hank på toppen, og det er Cliff såmænd også. Og små ændringer er der da også at finde i nummeret. En rigtig god version.

Don’t Talk To him

Endnu en af mine favoritter. Cliff var med til at skrive det – teksten – og det minder mig ligesom “I’m the lonely one” om Beatles-tiden og den hårde kamp, det var på dette tidspunkt for Cliff & the Shadows at få hits. Denne udgave synes jeg faktisk slår originalen! 9½ ud af 10.

Time Drags By

Mange blev overrasket over, at dette nummer er med. Selv om det blev et top 10 hit i 1966, så har Cliff aldrig givet det ved koncerter. Det er også et lidt specielt nummer, men da ret dejligt at lytte til. Og selv om man ikke lige kan forestille sig det som koncert-nummer, så passede det jo fortrinligt ind i Hank, Bruce og Cliff sektionen med akustiske numre (sammen med “Travelling Light” og “All shook up”).

Gee Whizz It’s You

En af mine gamle favoritter – et dejligt nummer, som Cliff & the Shadows her har lavet en version af, der ligger meget tæt op af originalen. Og det er jo for så vidt godt nok, men betyder dog, at jeg tror, jeg igen foretrækker … originalen.

Lucky Lips

Meget tro mod originalen – og hvor er jeg dog glad for det. Ja, det er heller ikke let for dem, men dette nummer synes jeg bare er så godt. Netop fordi det ligner originalen. En forrygende god genindspilning!

I’m The Lonely One

Jeg blev lidt overrasket over, at de inkluderede dette nummer. For det første blev det ikke et stort hit, og for det andet har det aldrig hørt til blandt mine favoritter. Det gør det stadig ikke, men jeg synes, de giver en rigtig god version. Da nummeret udkom i 1964, var vi midt i Beatles-tiden, hvor Cliff havde det svært mht. hitlisteplaceringer. Dette nummer læner sig lidt op af den “sound”, Liverpool-grupperne kom med, - ingen tvivl om, at Cliff var inspireret af den. Den nye udgave tilfører ikke sangen så meget, - den er ret tro mod originalen. Efter min mening en af de svageste Cliff & the Shadows-numre. Også nu.

A Girl Like You

Fantastisk udgave. Jeg har altid elsket originalen – Cliff mener jo selv, det var første nummer, de bare lavede PERFEKT i studiet – og denne nye version lever helt op til mine store forventninger. Cliff synger den dejligt, og The Shadows klarer musikken perfekt. Skægt  med en ny slutning på nummeret – rigtig fin – og også sjovt, at Cliff synger “I’m a guy, you’re a girl” og “a girl like you, a guy like me”. Det var i starten lidt svært at vænne sig til, men selvfølgelig skal den 69-årige Cliff da ikke synge “boy”! Et 10 tal ud af 10.

I Love You

Ny indledning. Et stykke kønt musik, man slet ikke synes, har noget med “I love You” at gøre. Igen Cliff & Shadows på toppen. Mellemspillet også lidt ændret med bl.a. kor (“Shi-na-na-na”). Jeg havde aldrig troet, at jeg ville bifalde disse ændringer, men jeg elsker dem faktisk! 10 ud af 10.

Ja, selv om jeg nogle steder har været lidt hard, så synes jeg, at … alt i alt er det nogle fantastisk, dejlige numre, som jeg bare er så glad for, og som jeg har spillet igen og igen..

“HANK PLAYS CLIFF” – 3. august 2009

Living doll/Wired for sound/When the girl in your arms/Travelling light/The twelfth of never/The young ones/Carrie (*)/It's all in the game/Move it (*)/The day I met Marie/Devil Woman/The next time/I could easily fall (*)/Summer Holiday/In the country (*)/We don't talk anymore.

(*) = med Cliff.

Denne CD blev oprindelig udsendt i november 1995 og er altså nu genudgivet med nyt cover … OG hvad der er meget mere interessant, Cliff har været i studiet for at synge ny baggrundsvokal på 4 af numrene. Særdeles mærkeligt, i øvrigt, men ifølge EMI er dette sket. Da CD’en i 1995 blev udsendt, havde Cliff sunget baggrundsvokal på Carrie, Move it, I could easily fall og In the country. Det lød jo alt sammen godt, så hvorfor han skulle være gået i studiet for at ændre disse, er da lidt mærkeligt. Specielt også fordi Hank ikke selv har fundet anledning til at ændre noget på numrene. Jeg kan dog ikke høre SPOR forskel, så jeg tror faktisk slet ikke, at det er sket.

Cliff har fortalt, at vi i 2010 kan forvente et nyt album fra ham, et noget anderledes album, end vi har set udkomme de senere år. Da Cliff i starten af sin karriere udgav LP’er, var det en blanding af rock’n’roll numre, up-tempo numre og så også ballader, ofte såkaldte evergreens. Dem var der rigtig mange af på hans første LP’er “Cliff Sings”, “21 Today” og “Listen to Cliff”. På dette tidspunkt var de fleste unge, som købte Cliff’s plader, trætte af alle disse langsomme evergreens, men Norrie Paramor, som var Cliffs indspilningsschef, holdt fast på, at de skulle med. Han satsede meget på, at Cliff skulle have så bredt et publikum som muligt.

Der skete så faktisk det for nogle år siden, at andre kunstnere – i stedet for at indsynge nyskrevne sange – begyndte at synge disse evergreens (eller standards … eller klassikere, det er lidt forskelligt, hvad man kalder dem). Rod Stewart har jo fået kæmpe success med sine 4 standards-albums. Cliff har længe selv tænkt på at udgive et album kun med disse klassikere, men han kom altså bare for sent til det. Det har pint ham så meget, at han nu alligevel vil gøre alvor af det. Det kan godt være, det er lidt sent, men det er ikke FOR sent, mener han, så til næste år kommer endelig CLIFF’s STANDARDS ALBUM. Personligt er jeg meget spændt på dette album, for jeg har – ikke da de udkom, det indrømmer jeg, men efterhånden som jeg er blevet ældre – kommet til at elske Cliffs udgaver af f.eks. “Fly Me To The Moon”, “Blue Moon”,”As time goes by”, “Sentimental Journey” osv.

Men hvad kan man i grunden nu om dage kalde evergreens eller standards? Jeg HAR jo berørt emnet før, bl.a. også nævnt, at EMI faktisk i 2003 udsendte CD’en “Cliff Sings the Standards” (med allerede udgivne sange), men tidligere var ‘standards’ sange fra 30’erne, 40’erne og måske også 50’erne. Sange fra film eller teaterstykker, der var blevet populære og indspillet i mange versioner. Tiden er jo gået, så nu må vi vel også sige, at standards omfatter 60’erne (med Beatles-sange), ja, nok også 70’erne og måske 80’erne….!

Det kommende STANDARDS album er blevet indspillet i USA. Cliff kan tilsyneladende godt lide at indspille der. Alle de aktuelle, ovennævnte Cliff & the Shadows indspilninger er for Cliff’s vedkommende indspillet i Barry Gibbs studie i Miami, men Cliff har også været en tur i Franklin for at indspille det kommende standards-  (evergreens) album der, nærmere betegnet foregik det i The Sound Kitchen Studio, hvor han også indspillede “Something’s Going On”.

Cliff fortæller selv, at albummet vil have en “jazz bluesy swinging sound”, og blandt numrene vil der være hits fra kunstnere som Frank Sinatra, Peggy Lee, and Etta James. Albummet er meget anderledes, end hvad han tidligere har indspillet. Det har været noget af en udfordring for mig, siger Cliff. Jeg har aldrig sunget denne type music før, faktisk føles det som at komme i en helt fremmed (jazz) verden. Det tog to dage, før jeg var vænnet til “chord progressions”. Jeg elsker jo stadig udfordringer, og dette her har virkelig bragt mig ud af min komfortable og trygge zone og ind i en “rød” zone. Jeg arbejdede med produceren Michael Omartian, og han – og musikerne – og studiet har bare været helt fanomonale. Michael Omartian er en erfaren producer, der har produceret bl.a. Michael Bolton, Whitney Houston, Rod Stewart, Clint Black, Amy Grant, and Steely Dan, så han ved, hvad han gør. Han var i øvrigt også co-producer af “We are the World” i 1985.

Cliff er meget begejstret for at tilbringe tiden i dette studie, der ligger i et meget idyllisk område. Både indendørs- og udendørsfaciliteterne er helt i top, siger han. “Jeg elsker de rullende bakker der, og alt er så grønt. Det er bare så smukt.Vi har benyttet 14 musikere på albummet, alle lokale musikere. De er så talentfulde og udgør en stærk enhed. Det er virkelig fantastisk at indspille plader her.”

Det er tilsyneladende gensidigt, for Ira Blonder, managing partner af Sound Kitchen Studios, nævner Cliff som en af hendes favorit kunder. De arbejdede sammen under “Something’s Going On”, og Ina siger om Cliff, at han er utrolig talentfuld, og så er han en rigtig gentleman at arbejde sammen med. Og det er ikke spor usædvanligt – som i Cliffs tilfælde – at kunstnere kommer tilbage hertil, når de først har været her een gang. Cliff har faktisk allerede reserveret tid til de næste indspilninger!”

Follow-up’en til klassiker-albummet er nemlig allerede planlagt, og også her vil Cliff ganske givet overraske mange. Igen er han milevidt fra rock’n’roll, idet han ønsker at lave et album bestående af sange med stor orkester og blæsere, måske noget big band agtig. “Bold as Brass” er den foreløbige arbejdstitel, og jeg kan ikke påstå, at JEG er særlig begejstret for disse ord. Jeg er ikke så begejstret for big band musik, slet ikke med Cliff, men han har også tidligere sværmet en del for dette. I 1965 overlod han en del gange ansvaret for sine indspilninger til Mike Leander og Mike Leanders orkester med alle deres blæsere, og det kom der bl.a. “Don’t stop me now” ud af, hvor der er en række (ellers gode) rock-numre i skrækkelige big band arrangementer, bl.a “Move It”. Jeg håber ikke på, at det er i den stil, Cliff vil lave albummet, der er planlagt til at blive udgivet i … 2011. Nå, der er da absolute ingen grund til at tage sorgerne på forskud – lad os i stedet glæde os til nye numre – det viser sig jo nok, at det er noget, vi kan li’!

“THE TOWN I LIVE IN - The EMI Years 1965- 1967” med JACKIE LEE – 24. Juni 2009

På ovennævnte “nye” album med Jackie Lees bedste indspilninger fra 1965 til 1967 findes en duet med Cliff: "If our dreams come true". Det er ikke et nyt nummer, men det stammer fra “Cinderella” albummet i 1967. Dette album indeholdt sangene fra Cliff & the Shadows 1967 pantomime “Cinderella”.