Du er velkommen til at sende din mening om koncerten til mig...

Forum lørdag den 21. november 2009

af Niels Henriksen

Koncerten med Cliff & The Shadows i Forum var en oplevelse uden lige. For os der har været med fra starten, fik vi serveret en Julegave af dimensioner. En Julegave der vil være holdbar i mange, mange år.

Man er jo selv blevet en halvgammel rad og jeg havde forventet at der blev fældet en tåre eller to ved tanken om alle de år der er gået. Men nej – musikken, lyden og showet rev en fuldstændig med og man glemte alt om alder og tidsperspektiv.

Nogle har sagt, at det er det bedste Cliff Richard har præsteret, men det synes jeg vil være en hån mod Cliff´s solokarriere. Cliff har lavet enormt mange pragtfulde ting uden The Shadows.

Man kan så sige, at det er det bedste Cliff & The Shadows har lavet sammen. Det er afgjort en sandhed. Men tåler aftenens koncert sammenligning med det vi så i Mercur og Falconeren i starten af tresserne? Nej – dengang var det jo også enormt stort, hvor vi måbende så på de flotte smokinger, kalvekrøs, røde Fendere, hvide Burns og ikke mindst den allerede dengang professionelle musik.

Cliff trækker jo damer til og især damer oppe i årene. Derfor var det nødvendigt med et stort spillested. Noget større end de lidt mere eksklusive steder hvor vi de senere år har set Hank & The Shadows alene. De blev så til Forum. Forum har jeg selv kun været i, når der var biludstilling eller 6-dagesløb. Aldrig til koncert. Forum lørdag aften vil jeg beskrive som ”filthy and full of strangers”. Det var da godt man havde hverdagstøjet på og ikke tøj til fest og farver. Eksklusiviteten var også på nulpunktet da der blev slæbt paprammer med fadøl ind på pladserne. Nå – vi er alle forskellige.

Nok om det – tilbage til koncerten.

Koncerten startede punktligt med et storskærmsshow. Meget imponerende og over al forventning. Pludselig var de alle på scenen og det hele gik i gang. Gensynsglæden, musikken og sounden var i topklasse. Det ene hit efter det andet blev fyret af. Cliff´s stemme og sceneoptræden var som altid, perfekt. Når man lukkede øjnene og lyttede, var det som om man var i et lydstudie og lyttede til et råbånd efter en optagelse. Ikke uventet, Cliff & The Shadows har jo altid mestret kunsten i at levere på scenen som var det playback fra et lydstudie.

Sounden var fantastisk, båret godt på vej af nutidens elektronik og IT. Hank & The Shadows har jo altid brugt diverse former for ”narrestreger” til at gøre resultatet af deres musikalske evner endnu bedre. Det er dog befriende, at de – i modsætning til mange andre – kan spille uden brug af disse hjælpemidler. En lille ting fik mig dog til at grine lidt. I et par numre var der efterklang på Hank´s guitar, selv efter han havde sluppet fingrene på de seks strenge. Spændende, og måske et oplagt diskussionsemne blandt de mange ”Hank-wannabes” som vi har i Danmark.

The Shadows leverede en backing til Cliff som var en konge værdig. Her må jeg lige indsparke en subjektiv kommentar. Cliff siger selv, at uden Elvis havde der ikke været nogen Cliff Richard, men jeg må tilføje, at uden The Shadows havde der absolut ikke været en karriere for Cliff.

Det er ingen hemmelighed at mine topidoler er The Shadows – med Hank i front. Ingen tvivl om det. Derfor var det en hel koncert for sig selv, da Cliff overlod scenen til The Shadows. Indledningsnummeret ”Shadoogie” blev kvitteret med kæmpe applaus fra publikum. Stort og frydefuldt. Da Cliff i andet set gjorde det samme en gang til, var indledningsnummeret ”Apache”. Efter ”Apache” stod publikum op og klappen og piften ville ikke stoppe. Først da ”Foot Tapper” blev startet satte publikum sig ned og var helt stille. Og ”one more time”, efter dette nummer var publikum oppe igen. Hank & Co. så noget rørte ud.

Man blev sgu pludselig i tvivl om, om man var til Shadowskoncert med medbragt forsanger.

Alt i alt var koncerten en uforglemmelig oplevelse. Margit og jeg skal til to mere i Arena Fyn. Da vi var meget tæt på koncerterne kom vi dog lidt i tvivl om tre koncerter var for meget. Men efter Forum er der ingen tvivl – vi glæder os til de næste to.

Vi fik ingen billeder med hjem. Vi sad på 31. række og det til formålet indkøbte minikamera kunne ikke klare opgaven. Ærgerligt, men så må vi satse på Arena Fyn, hvor vi kommer helt tæt på scenen.

Gigantium, Aalborg:

Cliff Richard & The Shadows

Fredag aften

De gode gamle hjerter løb af med Cliff Richard og The Shadows, da de gav den første af fire danske november-koncerter.

En af pophistoriens mest succesrige hitkonstellationer spillede ganske enkelt en for lang koncert i Aalborg, og derfor opstod der unødvendige stunder, som kun de største fans kunne lade sig indfange af.

I de bedste øjeblikke – og dem var der en række af – beviste Cliff og co. mere end rigeligt i det næsten tre timer lange show, at de tilsammen er langt mere end blot endnu et forsøg på at profitere af, at mange musikforbrugere foretrækker fortidens musik.

Forklaringen på, at legenderne, der alle er sidst i 60’erne, ville for meget, skal blandt andet findes i, at Cliff Richard siden karrierens begyndelse har været et konkurrencemenneske.

Han vil vinde, og i Gigantium ville han med en yderst omfattende række af numre føre det ultimative bevis for, at hverken han eller The Shadows havde mistet evnen til at synge, spille og underholde som i gamle dage.

Hitfaktor i en årrække

Allerede med indledningen ”We Say Yeah” blev man overbevist om, at Cliff Richard har formået at passe på sin stemme. Samtidig kunne den slanke, veltrænede brite bevæge hofter og skuldre, så man kun kunne imponeres, og man blev mange gange og ikke mindst med en pågående version af ”All Shook Up” mindet om, at det var Elvis Presley, der i 1950’erne fik Cliff Richard til at vælge musik frem for den uddannelse, som faderen havde bedt ham om at gennemføre.

Men Harry Webb, som Cliff Richard er født, ville meget hellere synge og stå på scenen, og med The Shadows som sit backingband blev han en hitfaktor i en årrække.

”Living Doll” blev et af de store hits, og det tog sig godt ud i det gennemførte, nuancerede lydbillede, som prægede hele showet. Flot gået, lydfolk. Gigantium er nemlig ikke anerkendt som en velegnet ramme for rock- og popmusik!

Efter endnu et storcharmerende pophit, "Do You Wanna Dance", overlod Richard scenen til The Shadows, og det var tydeligt, at publikum havde set frem til at opleve en af pophistoriens mest unikke instrumentalgrupper.

Hovedpersonen blev ikke overraskende leadguitaristen Hank B. Marvin, der var som taget ud af et gammelt tv-program med sin velfriserede hårstil og et par meget store briller. Men hans sprøde strengeleg var overbevisende i al sin velkendte skarphed. Aldrig store armbevægelser. Hele tiden masser af musikalske stemninger.

Synkrone bevægelser

Selvfølgelig fik publikum også mange eksempler på det synkrone bevægelsesmønster, som The Shadows i sin tid blev berømt – og berygtet - for. Hank B. Marvin stod i højre side, mens den gråhårede rytmeguitarist Bruce Welch stod nogle meter væk til venstre. Midt imellem dem gjorde ekstramusiker Mark Griffiths sit arbejde som bassist og tredje aktør i de indstuderede bevægelser: Mod højre. Til venstre. Løfte det ene ben lidt. Og hele tiden masser af smil i ordløse magtdemonstrationer som ”Wonderful Land” og ”Sleepwalk” samt senere ”Apache”.

Ind imellem glemte man dog at følge med i disse bevægelsesmønstre. I stedet blev man fascineret af Brian Bennetts groovy håndtering af trommesættet, og lige som de andre skyggemusikere forstod han at dosere sine kræfter helt rigtigt.

Problemet var kun, at The Shadows fik for meget tid. Både før og efter pausen havde de scenen for sig selv, hvor man ville have fået en større oplevelse ud af at få alt det bedste i én koncentreret servering.

På tilsvarende vis kunne de fire sæt med Cliff og The Shadows have været skåret ned til tre. Det andet sæt før pausen virkede for kort og svagt rent kunstnerisk, mens tredje fælles fornøjelse til gengæld var ”Dynamite”, som Cliff Richard sang med rocket kant, før han sammen med Welch og Marvin tog fat om et af showets højdepunkter.

I et par akustiske arrangementer viste trioen, at deres indbyrdes vokale forståelse stadig er noget helt specielt.

Et rock’n’roll-band

Ligeledes virkede samarbejdet mellem The Shadows og solisten i de mest rockede, elektriske numre som noget ganske særligt. Derfor nikkede man anerkendende, da Cliff Richard mindede publikum om, at »vi var et rock’n’roll-band«.

Han havde dog ikke behøvet at komme med denne påmindelse, hvis han havde streget nogle af de mindre interessante popnumre på sætlisten og dermed tidligere havde bragt koncerten til sin fine kulmination med ”Move It” og ”The Young Ones”.